Hvad koster det at have bil?

Af |

Hvis du overvejer at købe bil, eller bare gerne vil finde ud af hvad det koster at have bil i dagens danmark, så læs med her.

I denne artikel vil vi gennemgå de udgifter og omkostninger der er forbundet med at købe og eje en bil.

Danmark er generelt et dyrt sted at eje en bil, ikke på grund af vores geografiske placering, men på grund af vores ekstremt høje afgifter på både bil og brændsel. I 2019 er registreringsafgiften på 85 % af afgiftsværdien op til 193.400 og 150 % af resten af bilens værdi (jf. SKAT).

En bil kan hurtigt blive en stor udgift på budgettet, så det er værd at overveje hvor vigtig en bil er for dig, hvis du planlægger at gå på tidlig pension eller opnå økonomisk uafhængighed.

Hvad det præcist koster at have bil, afhænger af mange forskellige faktorer, og derfor vil det være umuligt at give et præcist svar på. Dog skal dette ses som en hjælp til at danne et overblik over de udgifter du kan forvente ved at købe og eje bil.

Den resterende del af artiklen er inddelt i de forskellige udgifter der er til at have bil, overordnet er dette:

  • Bilens pris – Køb og levering
  • Værditab
  • Finansiering / billån
  • Forsikring
  • Vægtafgift / grøn ejerafgift
  • Vej hjælp
  • Brændstof
  • Vedligeholdelse samt service og syn m.m.

En del af de ovennævnte omkostninger er faste, dvs. du kender på forhånd udgiften og vil sjældent komme ud for en ubehagelig overraskelse. Dette er i kontrast til de variable udgifter, hvor du ikke præcist kender omkostningerne på forhånd. Dog kan en del af de variable udgifter estimeres, så på forhånd kan budgettere med udgifterne.

De faste udgifter kan inddeles i:

  • Bilens pris samt levering
  • Finansiering / billån
  • Forsikring
  • Vægtafgift / grøn ejerafgift
  • Vejhjælp
  • Service / syn

De variable udgifter er:

  • Brændstof
  • Løbende vedligeholdelse
  • Værditab
  • Dækskifte
  • Bilvask og pleje
  • Reparationer
  • Diverse, såsom kølervæske, olie, vej afgifter, parkering m.m.

I de efterfølgende vil de forskellige poster blive gennemgået en for en, for at give dig et komplet overblik over udgifterne ved at have bil.

Hvad koster det at have bil

Måske drømmer du en dag om at købe ovenstående Lamborghini?

Bilens pris – hvad koster bilen?

Det kommer nok ikke som en overraskelse for nogen, at det dyreste ved at have bil, er selve bilkøbet – dvs. prisen på bilen.

Prisen afhænger af om du køber helt ny bil, eller om du vælger at købe brugt. Herudover afhænger selvsagt af hvilken bil du vælger.

Når det kommer til FIRE (Financial Indepence, Retire Early – dvs. økonomisk uafhængighed), så vil vi i høj grad anbefale at du her spare så meget som overhovedet muligt. Når det er sagt, så afhænger det meget af individuelle behov, hvilken model og type bil man har brug for. Børnefamilien vil eksempelvis have vidt forskellige behov fra single-fyren.

Som tidligere nævnt, har vi i Danmark også nogle ekstremt høje afgifter, som i praksis betyder at vi betaler over det dobbelte for en bil i forhold til hvad den ville koste uden moms og afgifter.

En brugt vil bil vil altid være billigere end at købe ny bil (forudsat der er tale om samme model). Dette skyldes at biler generelt taber meget i værdi, blot “ved at køre ud over kantstenen”. Der kan altså være penge at spare, ved at finde en brugt bil der måske kun er et par år gammel.

Hvis du vælger at købe ny bil, så kan du finde priserne på fabrikanternes samt bilforhandlernes hjemmesider. Selvom det kan være fristende at vælge en super fed bil, så er det vigtigt at overveje hvad du skal bruge bilen til og om du virkelig har brug for firehjulstræk. Herudover vil der, hvis du køber ny bil, være ekstra udgifter til lakering og levering af bilen samt ekstraudstyr, hvis du vælger dette.

Værditab på bil

Stort set alle biler, vil med tiden miste noget af deres værdi. I forretnings-verdenen kalder man dette for bilens afskrivning. Værditabet er nemt at regne ud, du tager bare bilens købspris og trækker den pris du kan sælge bilen fra.

Værditab = Købspris – salgspris

Hvor meget bilen falder i værdi om året afhænger af forskellige faktorer. Generelt falder helt nye biler mere i værdi end ældre biler. Den eneste undtagelse til dette er nok veteran biler og meget sjældne sportsvogne (eksempelvis en limited edition Ferrari).

Hvis du har købt en brugt bil i en neutral farve med et par år på bagen, vil værdifaldet være beskedent. Hvis du derimod har købt en sprit-ny limefarvet Fiat Multipla, skal du nok forvente et væsentligt værditab.

Eksempel på værditab

Du køber en bil for 350.000 kr. Efter 5 år kan du se på nettet at lignende modeller bliver solgt for 180.000 kr. Dit værditab har dermed været på 170.000 kr. (350.000 – 180.000) eller ca. 50% af købsprisen. Dette svarer til et årligt værditab på 10% – husk på dette tal, vi bruger det senere i artiklen. Dette er bare et eksempel, men på ingen måde urealistisk.

Din faktisk udgift til anskaffelse af bil, har dermed været 170.000 kr., idet du får 180.000 kr. igen ved salg.

Finansiering af bil – billån

Hvis du ikke har pengene kontant til køb af bil, så er der ingen vej udenom bilfinansiering. Bilfinansiering er typisk billigere end eksempelvis forbrugslån, idet finansierings udbyderne tager sikkerhed i bilen. Når det er sagt, så er det generelt stadig relativt dyrt at låne penge.

Hvad det koster dig at låne, afhænger igen af mange faktorer som eksempelvis din kreditværdighed, hvor stor en udbetaling til bilen du har, bilens årgang, sikkerhedsstillelse, rente, omkostninger, løbetid på lånet, din forhandlingsevne og hvor godt du undersøger markedet inden du træffer en beslutning. Mange tror fejlagtigt at det kun handler om at finde en så lav rente som muligt.

Det vigtigste begreb når du låner penge – ÅOP (årlige omkostninger i procent)

Hvad enten du skal låne til en bil eller noget andet, så er det altid vigtigt at kigge på din samlede ÅOP og ikke kun den rentesats som du skal betale. ÅOP står for Årlige Omkostninger i Procent, og er et mål for de samlede omkostninger du betaler til lånet, omregnet til en årlig procentsats. ÅOP tager ALLE omkostninger med, eksempelvis omkostninger til etablering, sikkerhed og løbende gebyrer.

Et lån med en fast rente på 1% kan være dyrere end et lån med en rente på 20% – hvordan kan det være? Det skyldes kort sagt de omkostninger der er ved lånet. Du er derfor nødt til at kigge på hvad det samlet set koster at låne, og her er ÅOP din bedste mulighed.

Hvad koster bilfinansiering

Det varierer som sagt en del hvad det koster at finansiere et bilkøb. En hurtig Google søgning, viser dog følgende:

Lån 100.000 kr., udbetaling 0 kr., årgang 2019, løbetid 8 år

1) Variabel rente: 1.331 kr. per måned med 6,56 % ÅOP.

2) Fast rente: 1.382 kr. per måned med 7,65 % ÅOP.

Bemærk at ovenstående alene tjener til at vise et eksempel.

I eksempel 1 med variabel rente, får man 100.000 kr. udbetalt, låner 107.310 kr. (heraf er 7.310 kr. omkostninger) og betaler samlet set 127.955 kr. tilbage. Når man har betalt lånet tilbage, har det altså kostet 27.955 kr. at låne 100.000 kr. Dette svarer til 27,96 % af lånebeløbet.

Prisen på en bilforsikring

I Danmark er det lovpligtigt at have en ansvarsforsikring når man ejer en bil. Den beskytter alle andre end dig selv, hvis du skulle være skyld i en ulykke.

Herudover vil der være krav om en kaskoforsikring, hvis du har optaget lån for at købe bilen. En kaskoforsikring beskytter mod skader på selve bilen, hvis den skulle komme ud for et uheld eller blive stjålet. En kaskoforsikring dækker både skader forårsaget af dig eller andre.

Ud over ansvars- og kaskoforsikring, så tilbyder forsikringsselskaber en del andre tillægforsikringer, såsom førerforsikring og forsikring mod stenslag m.m. Hvorvidt man har brug for disse, er op til den enkelte at vurdere.

Hvis du køber en ny bil kontant, vil det også være klogt at købe en kaskoforsikring, selvom det ikke er et lovkrav.

Det er meget forskelligt hvad det koster at forsikre en bil. Generelt bliver det billigere jo ældre man er og jo flere år man har haft kørekort samt haft en bilforsikring uden at have skader. Dette skyldes at unge mennesker (og specielt drenge) generelt laver mange flere skader end gennemsnittet.

En erfaren billist på over 30 år, med flere års bilforsikring kan sagtens betale under 5.000 kr. om året. Samtidig kan en 18-årig dreng der køber en en hurtig bil snildt skulle betale over 15.000 kr. om året.

Undersøg markedet

Som med alt andet, er det en rigtig god idé at undersøge markedet før man vælger forsikringsselskab. Der kan være rigtig mange penge at spare, specielt for unge førstegangsbilister. Her er det ikke ualmindeligt at se eksempler på unge der er blevet tilbudt forsikring på henholdsvis 40.000 kr. og 8.000 kr., dvs. en besparelse på 32.000 kr. om året!

Faktorer der spiller ind på prisen når man skal købe bilforsikring:

  • Bil type og model
  • Motorens størrelse (antal hestekræfter)
  • Bilens pris
  • Bilens alder
  • Førerens alder
  • Førerens erfaring (år med kørekort)
  • Antal år med bilforsikring
  • Køn (mand/kvinde)
  • Selvrisiko (jo højere selvrisiko, des billigere forsikring)

Vægtafgift og grøn ejerafgift

Endnu en afgift… Du slipper ikke! Biler, motorcykler, trailere, campingvogne og andre køretøjer skal betale vægtafgift og grøn ejerafgift. Det er en løbende udgift af køretøjer på danske nummerplader der afhænger af køretøjet og opkræves forud af SKAT.

Du kan beregne vægtafgift og grøn ejerafgift her.

Afgiften afhænger af hvor langt bilen kan køre per liter brændstof og hvor miljørigtig den er. Før i tiden var elbiler fritaget fra at betale vægtafgift og grøn ejerafgift, men dette blev dog ændret i 2016.

Her er eksempler på satser på ejerafgift per halvår for benzinbiler registeret efter år 2018:

Satser pr. halvår

Km/lEjerafgift
36,4 – 39,9410 kr.
33,3 – 36,3430 kr.
28,6 – 33,2460 kr.
25 – 28,5500 kr.
22,2 – 24,9540 kr.
20 – 22,1580 kr.
18,2 – 19,9890 kr.
16,7 – 18,11.190 kr.
15,4 – 16,61.510 kr.
14,3 – 15,31.820 kr.
13,3 – 14,22.120 kr.
12,5 – 13,22.430 kr.
11,8 – 12,42.730 kr.
11,1 – 11,73.040 kr.
10,5 – 113.350 kr.
10 – 10,43.660 kr.
9,1 – 9,94.260 kr.
8,3 – 94.900 kr.
7,7 – 8,25.510 kr.
7,1 – 7,66.120 kr.
6,7 – 76.730 kr.
6,3 – 6,67.360 kr.
5,9 – 6,27.970 kr.
5,6 – 5,88.580 kr.
5,3 – 5,59.220 kr.
5 – 5,29.830 kr.
4,8 – 4,910.440 kr.
4,5 – 4,711.050 kr.

Kilde: SKAT (https://www.skat.dk/skat.aspx?oid=4052)

Vejhjælp

Hvis din bil pludselig går i stå midt på Holbæk motorvejen i myldretid, så har du brug for vejhjælp. Vejhjælp dækker hvis bilen pludselig bryder sammen, eller hvis batteriet er gået dødt samt andre lignende situationer.

Nogle forsikringsselskaber tilbyder vejhjælp som del af forsikringen, men ellers er det muligt at tegne et årligt abonnement på vejhjælp.

De største udbydere er Falck, FDM og Dansk Autohjælp.

Prisen på et vejhjælps abonnement varirer, og afhænger eksempelvis af om det kun skal dække i Danmark, EU eller hele verden.

En typisk pris på et vejhjælps abonnement er  mellem 500-1400 kr. om året.

Bilsyn

Hvis din bil er ældre end 4 år, så skal den synes hvert 2. år. Et syn koster normalt mellem 300 og 500 kr. Hvis den ikke bliver godkendt ved synet, skal den have lavet de nødvendige reparationer og derefter synes igen.

Service eftersyn

Der er her ikke tale om det obligatoriske bilsyn, men derimod et frivilligt service eftersyn. Det er især relevant på nye biler, idet der ofte ydes forlænget garanti, hvis man følger de anlagte service eftersyn.

En tommelfingerregel er at din bil skal til service når den har kørt mellem 10.000 og 30.000 km. Det varirer dog meget og afhænger af hvordan man kører, vejret man kører i og andre faktorer.

Service kan typisk klares med en serviceaftale, hvor man betaler et fast pris hver år. Hos Hyundai koster det 339 kr. pr. måned inkl. moms hvis du kører 20.000 km om året for en Hyundai i20 og vælger en 3-årig serviceaftale.

Fordelen ved en serviceaftale, er at de fixer småting som olie og generelt bare holder din nye bil i god form. Hvorvidt det er en god idé eller ej må være op til den enkelte at vurdere.

Brændstof

Uden mad og drikke, duer helten ikke. Det samme gør en bil ikke uden brændstof. Medmindre du køber en elbil, så vil du have en månedlig udgift til brændstof i form af benzin eller diesel.

Udgiften afhænger selvsagt af hvor meget du kører. Hvis du køber en gammel bil, vil dit brændstofforbrug i gennemsnit være højere end hvis du havde købt en nyere bil. Dette skyldes at nyere biler er mere økonomiske og derfor kører længere per liter brændstof.

Et hurtig opslag viser at literprisen på benzin inkl. moms d.d. ligger på mellem 11 og 14 kr. per liter (gennemsnit: 12,5 kr./l).

Hvis du kører 500 km om måneden i en bil der kører 18 km på literen, så vil din månedlige udgift derfor være ca. 350 kr. (500/18 * 12,5).

Hvis du vil estimere dit månedlige brændstofforbrug kan du bruge følgende formel:

Antal kørte kilometer per måned / kilometer din bil kører per liter * prisen på en liter brændstof

Brændstof – elbiler

Elbiler kører naturligvis på ikke på benzin eller diesel, men derimod på el. El er generelt billigere end traditionel benzin og diesel, og hvis man kører i en Tesla Model S, har man tilmed mulighed for gratis at lade sin bil op på deres Super charger netværk. Udover dette, skal man overveje udgiften ved at lade derhjemme. Her vil el-prisen naturligvis spille ind på det samlede regnestykke.

Løbende vedligeholdelse

Man skal ikke undervurdere prisen på løbende vedligeholdelse ved at have bil. Generelt vil ældre biler være dyrere i vedligeholdelse og kræve flere reparationer i forhold til nyere biler. Overordnet er det vigtigt at vedligeholde sin bil, ellers ender man bare med en større regning i sidste ende og i værste tilfælde i en ulykke, fordi bilens sikkerheds systemer ikke blev vedligeholdt.

Hvis du ikke kører elbil, skal du udover benzin også med jævne mellemrum fylde kølervæske og olie på bilen. Der er ikke tale om de store udgifter her, 2,5 liter kølervæske koster omtrent 75 kr., men alt har selvfølgelig sin ret.

Dækskifte

Dæk holder typisk ret godt. Typisk siger man at man kan kører mellem 25.000 og 35.000 km på nye dæk. Det afhænger dog af din kørestil og kvaliteten på dækkene.

Herudover skal man overveje om man vil have helårsdæk eller skifte til vinterdæk om vinteren. Fordelen ved vinterdæk er at de tager bedre fat og derfor er mere sikre at bruge når vejene er glatte.

Et godt sæt dæk koster typisk omkring 5000 kr.

Bilvask og pleje

Du kommer nok ikke udenom at skulle vaske bilen engang imellem. Hvis du virkelig vil spare penge, så kan du selvfølgelig vælge at vaske bilen selv. Dette kræver kun en investering i nogle klude og rengørings-middel, samt udgiften til vand.

De fleste er dog for dovne eller har ikke tid til at vaske deres bil. Alternativet er derfor at køre bilen i en bilvask. En typisk bilvask koster normalt mellem 50 – 150 kr. alt afhængig af hvor grundigt det skal være og om man vil have voksbehandling med i vasken.

Reparationer

Det er umuligt at vide på forhånd hvor mange penge du kommer til at bruge på reparationer. Hvis du køber en ældre bil, skal du nok regne med mere end hvis du havde købt en ny bil.

Det kan også være du kommer ud for et uheld, hvor du selv skal stå for reparationen.

Dette er nok en af de største variable, og det er ikke til at sige hvad det vil koste. Det er dog en god idé at ligge penge til side, specielt hvis du er meget afhængig af din bil, så det ikke pludselig kommer som en overraskelse.

Reparationer varierer rigtig meget i pris, et lille stenslag er billigt, hvorimod et motorskift i nogle tilfælde slet ikke vil kunne betale sig.

Diverse: parkering, broafgift m.m.

Hvis du bor eller arbejder i en storby, eksempelvis København, kan parkering udgøre en stor udgift.

Hvis du på forhånd ved hvor du skal køre oftest, kan du estimere prisen på parkerings-udgifter ved at undersøge hvad parkering koster netop dér.

I København er der forskellige parkerings zoner. Den røde zone, som ligger i indre by er den dyreste og koster:

  • Dag (8.00 til 18.00): 36 kroner i timen
  • Aften (18.00 til 23.00): 14 kroner i timen
  • Nat (23.00 til 08.00): 5 kroner i timen.

Hvis du møder kl. 8 om morgenen og går hjem kl. 16, ender du altså med at betale 288 kr. i parkeringsafgift per dag. Dette er et voldsomt eksempel, men understreget vigtigheden af at undersøge parkerings forholdende de steder man planlægger at skulle bruge sin bil inden man kaster sig ud i et bilkøb.

Herudover kan der være andre afgifter at tage højde for, eksempelvis broafgift. Hvis du har familie på den anden side af broen og planlægger at køre over til dem i ny og næ, skal du indregnet prisen på broafgiften.

En enkelttur over Storebæltsbroen i en personbil på mellem 3-6 m koster 245 kr.

Konklusion og anbefaling

Vi har nu gennemgået stort set alle de udgifter der er ved at holde bil. Som det fremgår er det ikke billigt at have bil, og du bør derfor kraftigt overvejen hvor vigtigt det er da udgiften fylder en del i budgettet.

Hvad koster det i alt at have bil?

Som du måske har fået indtrykket af, så er det umuligt helt konkret at sige hvad det koster at have bil. Det afhænger af så mange forskellige faktorer at det samtidig vil være umuligt at lave en beregner til det.

Dog kan vi give nogle generelle eksempler på det prisleje man må forvente.

Hvis man selv har hele udbetalingen til købet kontant, og kører omkring 10-20.000 km om året, så kan den månedlige udgift ligge på mellem 1500-5000 kr. per måned. Hvis man oveni skal låne penge til finansieringen, skal man tillægge mellem 1000-10.000 kr. per måned, alt afhængig af prisen på bilen.

Som du kan se er spænder det meget bredt.

Anbefaling

Vi kommer ikke uden om at denne side handler om økonomisk uafhængighed samt investering. En bil er alt andet end en god investering, og samtidig er det en væsentlig udgift i de flestes budget. Det vil derfor, alt andet lige, være en forhindring i din vej til økonomisk uafhængighed at have bil. Anbefalingen er derfor at du for alt i verden skal undgå at købe bil, medmindre det er strengt nødvendigt for dig. Hvis du eksempelvis sparer 2 timer om dagen til arbejde ved at have bil – så er der god fornuft i at anskaffe sig en bil. Dog vil vi kraftigt anbefale at du kigger efter en god brugt bil, og samtidig holder dig fra at låne penge til købet.

Som tidligere nævnt, i eksemplet under finansiering, så kostede det over 27.000 kr. bare at låne 100.000 kr. Det vil derfor være en dårlig idé at optage lån til bil, hvis du har muligheden for selv at finansiere købet.

Hvis du bor i centrum eller har kort til arbejde og ellers ikke har brug for at have en bil, udover fornøjelsen ved det, så vil det være en fordel ikke at købe bil, eller afskaffe din bil hvis du allerede ejer en.

Hvis du har spørgsmål til artiklen er du meget velkommen til at skrive en kommentar.

En kommentar til “Hvad koster det at have bil?”

  1. Rigtig flot overblik – jeg er da i hvert fald blevet overbevist om at det nok er en god idé at udskyde bilkøbet til den dag det bliver lidt mere nødvendigt! 😛

    Svar

Skriv en kommentar